Gravlev kirkes historie

Træskulptur foran Gravlev kirke Gravlev kirke Gravlev kirke

Af Peter Kofoed

Ingen kirker i Danmark er tilfældigt placeret. Uanset hvem der har iværksat rejsningen af en kirke, har der ligget grundige overvejelser bag. Hvis man skulle have befolkningen til at dyrke den nye gud, der kom sydfra, i modsætning til de hjemlige og velkendte asa-guder, gled trosskiftet nemmere ned, hvis man beholdt noget af det velkendte.

De gamle guder

Det velkendte var i høj grad selve stedet, hvor folk var vant til at komme. Kirkebygningerne, hvoraf de første var af træ, blev derfor i mange tilfælde rejst, hvor man gennem århundrede havde dyrket de gamle guder. Derfor ser man mange steder en gravhøj på kirkegården. Her er det "hedenske" og det kristne, to store modsætninger, blevet forenet. Samhørigheden er dog ikke trosmæssigt begrundet. Det var en del nemmere at forstå den nye lære med dens nye livssyn, hvis der konkret ikke var så stor forskel. Hvis man kunne begrave sine døde tæt ved et allerede eksisterende gravsted, kunne det vel ikke være så farligt at vedkende sig kristendommen. Tilbedelsen af naturens magter og de dertil hørende guder kunne man jo stadig dyrke for sig selv uden, at man af den grund behøvede at reklamere højlydt for det?  Kilden til kirken. I Gravlev er der ikke nogen gravhøj på kirkegården til at sammenknytte den ?nye? og den gamle tro. Derimod er der bag kirken en kilde, Gravlevkilden, der sikkert har været benyttet som samlingssted, når man skulle dyrke guderne før kristendommen holdt sit indtog i Gravlev omkring årtusindeskiftet. Der er - retfærdigvis - intet dokumenteret belæg for at Gravlev kirkes placering ligger i direkte forlængelse af en før-kristen lokal tradition for gudedyrkelse på stedet. Men tanken kan til gengæld heller ikke afvises. Og det ville da være belejligt for kirkemagten at placere en kristen kirke på et sted, hvor man i forvejen var vant til at anråbe de højere magter. Det giver dog næring til tanken, når der eksempelvis i Trap Danmark 1961 direkte nævnes, med henvisning til August F. Schmidts bog - Danske Helligkilder -, at der "på klokkebakken ved kirken lå en hellig kilde".   Kildens nyere skæbne. Om Gravlevkilden fortælles i "Rold Skovs Kilder", 1996, af Helge Qvistorff, at kildens nyere historie har været i dramatisk, dom med lykkelig udgang. Der skulle efter sigende løbe 105 liter vand i sekundet ud af kilden, der for mange år siden må have levet en hengemt tilværelse. I hvert flad blev det store bassin, der senere fungerede som ørreddam, ikke dannet ved naturens egne kræfter. I forbindelse med noget jordarbejde til en vej, gravede man et hul, og derved synes kilden og bassinet at være dukket op. Kilden har dog eksisteret før. I 1938 blev hovedvejen lagt syd om kirken, hvilket syntes at give nådestødet for kilden. Vejdæmningen blev nemlig uden videre hensyn placeret oven over udspringet. Dog førte man af nød vandet ud gennem siden på dæmningen via et cementrør. Kilden ville dog gå sine veje, og fandt et nyt udspring ved siden af dæmningen. Buderupholm Statsskovdistrikt har nu overopsynet med kilden, der med sit afløb fortsætter under Gravlevvej og videre ud over engen til Lindenborg å.   Trap og andre Beskrivelsen af Gravlev kirke i Trap Danmark, er - som de andre beskrivelser af kirkerne i værket - begrænset til en kort, saglig og til tider kedelig opremsning af bygninger og inventar med påhæftede navne og årstal. Det er aldeles nyttigt oplysninger, der står i skarp modsætning til de meget subjektive, men mere personlige beskrivelser af kirke og den beliggenhed, der er at finde i turistbrochurer.


Her fremhæves kirkens overdådige og naturskønne beliggenhed med udsigt over Gravlev Ådal som det væsentlige. Bevares - udsigten er skøn - men lige så skøn er nu gravstenen over Anders Bundgaard med en nøgen liggende kvinde. Hun er dog meget ærbart anbragt med popoen mod publikum, og for at anskueliggøre dyrkelsen af den skønne natur, er hun lagt til rette, så hun til sine dages ende kigger ud over dalen med blikket fast rettet mod Ravnkilden på den modsatte side af åen.

Størst er kærligheden!

Gravlev har fået en ny kunstnerisk attraktion. Mange kender Anders Bundgårds skulptur "Lyngpigen" på kirkegården. Den nye skulptur står på forpladsen foran Gravlev Kirke og er udført i stammen på det sidste store elmetræ, der var tilbage ved kirken. Menighedsrådet ved Gravlev Kirke står bag initiativet til den flotte skulptur, og man har fået økonomisk støtte til projektet fra Kunstfonden i Støvring Kommune. 
Træskulptøren Jeppe Sig Vestergaard har stået for den kunstneriske opgave og skabt et værk med titlen "Størst er kærligheden". Han er oprindelig uddannet skovarbejder, men han har i de seneste år lavet en lang række træskulpturer for både private og institutioner. De første skulpturer blev lavet på kunstnerens vestjyske hjemegn, men nu kan man også opleve hans værker i Østjylland og omkring Aalborg. Til Kildeparken har han udført skulpturen "Liv og forfald", og på toppen af Skansebakken står hans prægtige figur "Skytsenglen". 
Da Jeppe Sig Vestergaard gik i gang med projektet i Gravlev, udarbejdede han forskellige forslag til motiv. Menighedsrådet var ikke i tvivl om valget af figuren ?Størst er kærligheden?. Skulpturen viser en mand og en kvinde i kærlig omfavnelse.
Projektet startede for halvandet år siden, da man topkappede det sidste store elmetræ ved Gravlev Kirke. Tilbage stod en stamme på ca. 6 meter, som har været råmaterialet for Jeppe Sig Vestergaards arbejde. Inden kunstneren gik i gang med selve skærearbejdet, formede han en lille model af figuren i ler. Al skærearbejde er foregået med motorsave, og man kan undre sig over, hvordan det er muligt at arbejde i så fine detaljer og former med det tunge værktøj.

 

Træskulpturen ved Gravlev Kirke vil være et minde om de store elmetræer, som i årtier har været karakteristiske for ådalen. I dag er der kun få elmetræer tilbage i Gravlev, og de bærer synligt præg af sygdomsangreb. I de næste mange år må ahorntræerne være alene om at tegne løvgrønne farver i himmeltaget over Gravlev.
Elmesygen har været skyld i store forvandlinger af mange grønne landskaber i de seneste år. Men ser man tilbage i historien, så har ådalens natur også tidligere undergået så hurtige forandringer. Da Achton Friis i 1931 besøgte egnen, stod han ovre i Rebild Bakker og skuede ud over ådalen mod Gravlev.

 I hans værk "De jyders Land" beskriver han det idylliske sceneri, der møder hans blik. Det er de store poppeltræer og den prægtige poppelallé ved Kirken, der betager ham. Men han fortæller også, at det er et naturbillede, som snart vil forgå på grund af en poppelsyge, som er begyndt at hærge i landet.
På samme måde har vi nu været igennem en æra med de store elmetræer, og skulpturen i Gravlev vil forhåbentlig stå som et minde herom i mange år. 
Jeppe Sig Vestergaards træskulptur blev indviet ved et arrangement d. 3. november efter en gudstjeneste med provst Jens-Anders Djernes. Der blev opsat en messingplade ved foden af figuren. På pladen er indgraveret værkets titel, "Størst er kærligheden" og den bibeltekst, som har inspireret kunstneren: 

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre.
Men størst af dem er kærligheden.
1. Kor. 13, 13